
UDREDNING & PLAN
UDREDNING - Når en borger er flyttet ind på Forsorgshjemmet, udarbejdes der i samarbejde med beboeren en Udredning. Denne har til formål at undersøge og afdække ressourcer og barrierer i 8 forskellige domæner. Disse er: Bolig, Økonomi, Fysisk Helbred, Psykisk Helbred, Hygiejne, Ernæring, Kriminalitet og Sociale færdigheder.
PLAN – Laves løbende med Udredningen, eller efterfølgende. Formålet med Planen er på den ene side at støtte, skabe og/eller bibeholde de ressourcer der er udledt af Udredningen; Og på den anden side arbejde mod en bedring af barriererne.
Værktøjerne hænger sammen, og er med til at systematisere og skabe en helhedsorienteret indsats.
Værktøjerne er evidensbaserede, og peger på en generel stabilisering af beboernes livssituation.
Jf. §141 i Serviceloven, har borgere med sociale, psykiske og/eller fysiske udfordringer, krav på at få et tilbud om udarbejdelse af en handleplan. Handleplanen skal sikre en koordinering af indsatsen mellem fx de kommunale myndigheder, boformen og evt. en behandlingsinstitution. Det er kommunen, der har ansvaret for udarbejdelsen af denne handleplan.
Udredning og Plan kan koordineres med kommunens handleplan, så der kan dannes et grundlag for en sammenhængende og helhedsorienteret indsats.
KONTAKTPERSONER
Alle beboere på Døgnpladser får en primær og sekundær Kontaktperson, med hvem de udarbejder Udredning og Plan, og har samarbejde med under hele deres ophold på FCS.
Det er den primære kontaktperson der gennemgående i forløbet med beboeren. Såfremt primære Kontaktperson er forhindret i at indgå i den længerevarende indsats (pga. ferie, sygdom osv.) Så er der en sekundær Kontaktperson der tager over.
MI (Motiverende Samtale)
MI er en metode der understøtter beboerens egne ønsker og drømme for fremtiden, og er personalets bærende tilgang til beboerne.
Det er en metode der bygger på ligeværd i samtalerne, og med en dialogbaseret samtaleteknik, og MI støtter således også op om en Rehabiliterende tankegang, som er indfaset i Svendborg Kommunes socialpolitik.
MI er evidensbaseret, og peger på at man rent kolligialt skaber en reflekterende professionel sfære, som bidrager til de faglige overvejelser. Derudover peger det også på, at man opnår en god kontakt med beboerne, som giver flere brugbare informationer omkring beboerens livssituation, og dermed en bedre grobund for at iværksætte den rette støtte.
ANDRE VÆRKTØJER
Elektroniske Journaler – Vi journaliserer relevante samtaler og oplysninger, omhandlende det socialfaglige arbejde der løbende er lavet under beboerens ophold.
Journalerne har 2 formål, dels at synliggøre og systematisere det arbejde der laves med borgeren, både for borgeren og for kollegaer.
Den anden del er, at det også er et dokumentationsredskab, så der kan dokumenteres overfor andre relevante aktører, hvorledes forløbet går/er gået, under en borgers indskrivning på FCS. Journalerne skal bla. Dokumenterer formål med en given indsats, de faglige vurderinger der ligger bag og kontinuitetten i forløbet.
Metode-Supervision – Supervision med fokus på MI, og den måde det bruges på i dagligdagen. Er med til at skærpe personalets bevidsthed omkring metoden.
Sagssupervision – Hjælper personalet med at reflektere over faglige og personlige arbejdsrelaterede dilemmaer, og dermed handle mere nuanceret i visse situationer, end bare at handle ud fra umiddelbare tanker og følelser.
Personalemøder hver 2. tirsdag – Hver 14. dag har vi personalemøder, hvor vi søger sparring og får inspiration af kollegaer, og taler om beboernes situation og videre forløb. Dette giver både fokus på de faglige overvejelser, samtidigt med de giver opmærksomhed på beboernes og personalets generelle dagligdag.